Det var en bitterkold dag
i februar med sne på markerne og temperatuer nærmere som Grøndland end Sahara. Klubben havde annonceret hærvejsløb for gadebiler, og afsted måtte vi, min bror og jeg. Vi var med for første gang sidste år, og det var bare så sjovt, vi måtte simpelthen med igen i år.

Denne gang var der flere poster hvor vi skulle bruge bilen, end sidste gang, så vidt jeg kunne se. Og det var godt, for det er jo i bund og grund det som gør det sjovt at deltage. Uden bilen var der jo ikke nær så meget ved det.

Til gengæld har denne vinter jo været ukristelig våd, så alle off-road posterne var usansynligt smattede, ja det var næsten så smattet at bilen kunne skøjte rundt helt af sig selv, man behøvede næsten ikke engang at starte den, før den bare fedtede rundt og rundt.

De steder hvor der så var sne oven på mudderlaget, var det da helt tovligt. Nå men vi gik i gang, og efter et stykke tid kom vi så til en bane hvor jeg fejllæste markeringerne ( det sneede meget kraftig på det tidspunkt, det bruger jeg som undskyldning) og fræsede lige ud i et kæmpehul, hvor hjulene slet ikke kunne nå bunden. Lort og lagkage. Så kom først én venlig sjæl der ville trække os fri. Men det gik slet ikke. Det var lige før han hang fast også. Men så kom Rudi. Og han har en stor fed Toyota med 200 heste, og nogen hjul og dæk som var en gummiged værdig, og han fyrede lidt op under krikkerne, smed lidt med mudderet, og så kom vi fri.

Så var der den næste bane, ja, det vil sige, jeg kan ikke længere huske rækkefølgen af banerne, og dem vi bare klarede uden problemer, dem har jeg glemt. Hvorimod dem vi ikke klarede, dem husker jeg. Men det var altså den, hvor der var 2 baner side om side. Den første af de to, den klarede vi fint. men ikke uden at have smattet rundt i mudderet lige der hvor bakken skrånede lige ned mod et vandhul. Banen ved siden af var sjovere, for der sad de alle sammen fast. Jeg burde have været klogere, men jeg skulle jo bare prøve. Ingen skulle kalde mig en tøsedreng, fordi jeg ikke turde. Der var sådan en lille fin grøft, og BANG, sagde det, så hang vi der. Jeg har så meget overhæng over snuden på min Mitsubishi, at vi simpelthen kom til at hænge på snuden. Nå, men heldigvis var Rudi ikke så langt væk…..!

Nå, tiden var oprunden til frokost, kaffen og den medbragte stang wienerbrød med svedsker var fortæret for længst, og tarmede skreg. Nu er både jeg og min bror så gamle, at vi ikke gider ræse så meget, det skal være hyggeligt. Blæse være med om vi vinder, bare det var hyggeligt. Og hyggeligt, det er det. Vi synes det er en meget fin service at klubben har sin egen transportable pølsevogn, men vi holder af at medbringe vores egen lille restaurant. Vi har et stormkøkken og et cafésæt med, og havde forberedt en indonesisk risret godt med krydderier, samt medbragt en flaske billig rødvin. Så midt i al sneen sad vi ved vores lille bord, og nød en gang dejlig varm Nasi Goreng med rødvin. Vi kunne godt se hvad dem der gik forbi de tænkte, selvom de var høflige og ikke sagde noget.. Men som nævnt - det skal være hyggeligt.

Nå, men undervejs var der jo så øvelsen med at rende med tunge jernplader. Den tog min bror. Han gik 16 omgange, og fik bagefter at vide at kun Burger havde gået længere. Vi kan se på sammentællingen at der må være sket en smutter, for vi har kun fået 3 point for den øvelse, og det hænger i hvert fald ikke sammen. Men pyt - vi er jo kun med fordi det er sjovt. Så var der den med kælken. Sidste år skulle codriveren trækkes efter bilen på kælken, men i år skulle den ene af os bare trække slæden med de nævnte jernplader på. Og det var altså ikke nær så sjovt, at I bare ved det. Lav venligst det om til næste år, kære løbsledelse.

Henad slutningen kom vi så til et hul i en mark, hvor alle bare sad fast. (undtaget Rudi) Den gad jeg slet ikke prøve, for jeg kunne se, at det ville vi aldrig komme igennem. Nå, men så tog de en traktor med en jordhøvl, og glattede lidt ud på skidtet, og Rudi tog lige et par ture på hans damptromle. Og så mente de godt jeg kunne prøve. Jamen Ok, hvis de mener det, så prøver vi da.

Men godaw, overlærer Andersen. Min bil gled ligeså stille ned ad skråningen, og jeg fik hold på den i splitsekundet lige før den væltede. Alle tilskuerne kom fræsende for at støtte, så jeg ikke lagde mig på siden. Rudiiiii……Igen måtte Rudi trække mig fri. Men det måtte han i øvrigt med de fleste. Den dag tænkte jeg tit: "man skulle have en bil som Rudi's"

Men nu her bagefter, så har jeg jo glemt alle de baner vi klarede. Dem vi ikke klarede, det er dem jeg husker, og det var også dem der var de sjoveste, og det var dem som gav flest billige grin til tilskuerne. Så jeg har besluttet at jeg ikke skal have en bil der klarer det bedre. Den jeg har er jo meget sjovere, for det er den der giver minderne. Desuden er udfordringerne jo langt større i den bil, og det er vel egentlig udfordringerne der gør at man gider blive ved.

Nu satser jeg på at vi kan deltage i Safariløbet i OKSBØL, men her er jeg altså lidt utilfreds med at det er blevet flyttet fra langfredag til Påskelørdag, for risikoen for at jeg ikke kan om lørdagen er desværre alt for stor - jeg arbejder næsten altid påskelørdag. Kan jeg holde fri - så ses vi der.

Carl Kristensen