Oh, du store 4WD ånd -

-          tak for en salig oplevelse.

 

Datoen var den 22. september, stedet var sy’fyn, og natten var endnu ung da starten til natløbet gik. Med store forventninger var vi mødt op, fik hilst på vore makkere, Jørgen og Lasse fra Thy, som vi i dagens anledning var blevet svejset sammen med.

 

Det viste sig at de 2 gutter havde samme erfaringsgrundlag som os, nemlig stort set lig nul. Det var jo betryggende. Så var det da begrænset hvor meget til grin man kunne blive. Omvendt ville der jo heller ikke være nogen erfaren hjælp at hente, hvis vi kom ”på skideren”

 

Nå, fortrøstningsfulde blev vi guidet til vores første post af  Birgit Redaktør. Det var den hvor vi skulle køre rundt med bind for øjnene. Det gik helt fint.

 

Videre til næste post. Godt med en go’ codriver med tæft for kortlæsning. Det viste sig at være helt ude på Lars Tyndskid’s marker, hvor vi skulle slæbe en stor træstamme, først den ene vej, og så den anden vej, og så igennem et solidt vandhul.

 

Holy shit.

 

Det havde vi ikke prøvet før, så vi tog på sagerne som en nonne på en vis persons private legemsdele.

 

Efterhånden fandt vi dog ud af hvordan træstammen skulle have det. Nemlig hårdt og kontant.

 

Vi kørte banen på 16 minutter, og fik at vide af official at det var ikk’ så ring’ endda af så’n no’n amatører…… - Ok sådan sagde han ikke, han var flink og rar.  Og vi lærte lidt om  kæder og træstammer.  Det var en rigtig  fin opgave, det var bare SÅ skægt.

 

Næste post var en moto-crossbane. Her skulle vi køre medens codriveren holdt en spand vand ud af vinduet, og samtidigt skulle vi holde øje med nogen bogstaver. Det var også sjovt, især for min codriver, som til at starte med var noget utryg ved at vejen sådan helt forsvandt fra hans synsvinkel lige inden det begyndte at gå nedad. Så stejle nedkørsler havde han ikke været med på før. Den bane kom vi hurtigt igennem, den var ikke så vanskelig, men den var sjov.

 

Det er sjovt, for selv midt på natten var vi lysvågne. Der skete tilstrækkeligt til at vi slet ikke blev slappe i øjenlågsmuskulaturen.

 

Da vi nåede Svendborg kunne vi konstatere at der ikke sker ret meget i Svendborg by night. Posten var gemt godt af vejen, når man ikke er lokalkendt. Men vi fik da fundet frem til stedet.

 

Her skulle 2 af os lave målspark med et par nedslidte fodbolde mod et ishockymål, medens de 2 andre skulle på- og afmontere hjulene på en faldefærdig Volvo der stod på akslerne. En lynhurtig konference afslørede at vore makkere var mekanikkere begge to, det afgjorde sagen. Jeg og min bror tog til fodbold og fornøjelse, medens makkerne Jørgen og Lasse måtte knokle med Volvoen. Det gjorde de rigtig godt, og på rekordtid havde de løst opgaven – og vi havde ikke en gang en rigtig hjulnøgle der passede, men de klarede sig med en svensknøgle.

 

Sådan var der den ene fine post efter den anden. Ved søen hvor vi skulle ud i andehuset efter et ”klip” viste det sig at vi havde et par waders i bilen. Vi slap dog ikke for at puste gummibåden op, selvom vi ikke havde brug for den.

 

 

I grusgraven var der lagt en fin lille rute, Jørgen og Lasse klarede den i deres Hi-lux. Jeg var nødt til at springe ”toppen” over, for min Mitsubishi lider af den skavank at udhænget over forhjulene er alt for stort, og sammen med bilens højde kunne det blive farligt. Vi prøvede at køre op på toppen, og det gik fint nok, men der stoppede official os, og bad os selv komme ud og vurdere situationen. Som han så den så det farligt ud, og det var vi enige i. Vi kunne være væltet over forhjulene og landet på taget. Den risiko turde jeg ikke løbe. Tak til en årvågen official.

 

Vores ”værste” tur var den post, hvor vi blev sjanghajet og kørt ud på herens mark, og selv skulle finde ud af at komme hjem. Det var sådan set let nok, men vi skulle absolut prøve at være smarte. Ved at se på kortet kunne vi konstatere at vi kunne følge en grusvej, men ved at tage markerne og krydse et par diger skulle vi også kunne tage en genvej.

 

Jo tak herr lærer.

 

Den genvej glemmer jeg ikke foreløbigt.  Da vi kom til et bjerg der mindede betænkeligt om Himmelbjerget, var vi klar over at den var gal. Godt det ikke var mig der var kortlæser.

 

Nå, heldigvis kom der en pick-up forbi, vi tog den på tommeltotten, kom op at køre på ladet, og genså vore biler efter alt for lang tids adskillelse.

 

Tilbage til udgangspunkt, kaffe og rundstykker. Spændte ventede vi på ”dommen”. Vi fik en 6. plads. Det var slet ikk’ så ring’ endda. Vi var helt tilfredse med den placering.

 

Vi skylder bestyrelse og udvalg, samt officials m.v. en meget stor tak fordi de gider bruge deres energi på at lave sådanne spændende og sjove arrangementer for medlemmerne.

 

Som en eller anden skrev i bladet for nogen måneder siden: Toyota 4wd klubben er en rigtig, rigtig god klub, for her er ingen der ser ned på andre, og alle udviser en meget stor grad af hjælpsomhed og forståelse over for andre, især os uerfarne nybegyndere. Det gælder såvel dem der er på tillidsposter, som de menige medlemmer. Jeg har aldrig mødt andet end  venlighed og hjælpsomhed.

 

Hilsen fra ”hold 14” – Carl Kristensen

 

 

Billede: Natløb

 

Tekst: Nu var det jo et natløb, og så har billederne det med at blive så mørke. Men her er et da jeg holder på toppen i grusgraven. Hvad man ikke kan se på billedet er at jeg klør mig lidt i nakken……. J